Veksø flaglaug

 

Dannebrog over Veksø

Nu vajer Dannebrog atter over Veksø fra toppen af byens flagstang.

Det smukke danske flag, Dannebrog vil nu atter svaje i brisen mod den blå himmel fra toppen af byens flagstang. Efter byens flagstang i en periode har stået tom, har en række borgere oprettet Veksø Flaglaug, som har til formål, at der atter bliver flaget fra byens flagstang midt i Veksø.

I mere end 18 år har graver Svend Olsen ganske frivillig og ulønnet påtaget sig opgaven med at hejse og nedhale Dannebrog. En opgave Svend Olsen har løst pligtopfyldende og med omhu. Efter 18 år er det forståeligt, at han ikke længere vil varetage opgaven, som jo forpligtiger. Tak til Svend Olsen for mange års forbilledlig indsats.

 

Til tops igen

Vi er nogle som synes Dannebrog er et smukt flag og derfor gerne ser det vajer i brisen igen, derfor initiativet til Veksø Flaglaug.

Flaglaugets medlemmer vil, så vidt det er muligt, sørge for flagninger på officielle flagdage. Og enhver Veksø borger vil kunne låne flaget til at fejre og festligholde diverse begivenheder. De nærmere omstændigheder for lån fremgår af disse sider her på www.veksoe3670.dk som beskriver forretningsorden for ”Veksø Flaglaug”.

Det er Flaglaugets håb, at mange vil benytte sig af muligheden for, at markere bryllupper, fødselsdage, konfirmationer, jubilæer med mere, ved at hejse verdens ”ældste” flag fra byens flagstang.

Byens flag kan lånes mod betaling af et symbolsk beløb, der skal dække reparation/uskiftning af flag, flagliner med mere, ved henvendelse til Joan Geerthsen og Søren Benthin, Gl. Hovevej 3, 47 10 78 75 / 20 73 54 00

 

På Flaglaugets vegne

Søren Benthin

__________________

Veksø Flaglaug

Stiftet 1. april 2004

Formålet med Veksø Flaglaug er, i videste muligt omfang, at sørge for flagninger fra byens flagstang, som er placeret ved stenen på hjørnet af Veksø Bygade og Gl. Hovevej. Flaglauget består af en række af Veksø Bys borgere, som ulønnet og frivilligt sørger for, at det vil være muligt, at markere dage og begivenheder med byens flag.

Flaglaugets medlemmer vil sørge for vedligehold af flag, flagline og for opdaterede flagregler, samt for koordinering af udlån af flag.

Byens flagstang:

  • Veksø Bys flagstang ejes og vedligeholdes af Veksø Borgerlaug.

 

  • Borgere og foreninger mv. kan markere begivenheder ved flagning fra byens flagstang. Dette kan være bryllupper, konfirmationer, begravelser, særlige mærke dage mv. En flagning koster et mindre beløb til dækning af vask, tørring, opbevaring af flag, samt til udskiftning af flagline. Prisen fremgår af vedlagte protokol.

 

  • Flaglauget står, så vidt det er muligt for flaglaugets medlemmer, for officielle flagninger jf. flag kalenderen. Opdateret flagkalender forefindes i protokollen.

 

  • Flaglaugets medlemmer er på ingen måde forpligtiget til flagninger, men vil tilstræbe, at udføre så mange af disse som muligt.

 

  • Årsagen til flagning fra byens flagstang skal altid fremgå af begivenhedsskiltet ”Der flages i anledning af:….”

 

  • Flaglauget kan nægte en flagning, hvis den markerer anstødelige begivenheder.

 

  • Flaglaugets medlemmer er ansvarlige for, at tilrettelægge en forretningsgang for brug af byens flag, som er acceptabel for både flaglauget samt brugere af byens flagstang/flag.

 

 Regler for lån af flag:

  • Borger og foreninger kan ved henvendelse til flaglauget låne flaget mod et mindre gebyr til dækning af vedligehold. Telefonnummer til flaglauget fremgår af skilt på selve flagstangen.

 

  • Låneren er forpligtiget til, at sætte sig ind i flagreglerne. Et sæt af disse udleveres ved udlån af flag.

 

  • Hvis en flaghejser mister flaglinen er det flaghejserens ansvar at få den på plads igen.

 

  • Flaghejseren skal sørge for, at flaget hænges til tørre på et nærmere anvist sted. Dette aftales fra gang til gang.

 

  • Når der ikke flages vajer en Dannebrogsvimpel, der har halv længde af flagstangen. Jf. flagreglerne er ”det ikke pænt med en tom flagstang”. Det påhviler låneren/flaghejseren, at vimpelen kommer op efter endt flagning.

 

Dannebrog

Selvom man kan læse i historiebøgerne, at Dannebrog faldt ned fra himlen i slaget ved Lyndanisse i Estland 15. juni 1219, så råder der uklarhed om det historisk korrekte i denne påstand. Der blev på Valdemar Sejrs tid udkæmpet flere slag mod de hedenske estere og flaget der kom ”som sendt fra himmelen” kan også sættes i forbindelse med et slag, der blev udkæmpet i Fellin i det sydlige Estland nogle år før. Optegnelser om hændelsen er gjort i kirkelige skrifter først på 1500 tallet og der lægges derfor et temmelig legendarisk slør over hændelsen.

Derfor er Valdemarsdag d. 15. juni Dannebrogs årlige festdag. Hvis de historiske fakta er rigtige, så er Dannebrog utvivlsomt det ældste flag i verden, som uden at være afskaffet eller ændret, stadig er i brug.

Dannebrog som nationalflag hører vi først om i midten af 1800 tallet, hvor kongelig resolution i 1854 “tillades alle og enhver i kongeriget at hejse Dannebrogsflaget uden split fra sin Ejendom og Bolig.”

 

PROTOKOL

Flaglaugets medlemmer

Pr. marts 2012

Finn Lustrup                Joan Geerthsen                Søren Benthin

 & Niels Andreassen.

Pris pr. flagning udgør i år 2004. 25, – kroner

 

Vigtigste flagregler:

Det er hver mands ret at flage ved enhver lejlighed, men der er nogle enkelte regler der bør overholdes.
Flagstangen skal være hvid eller naturfarvet med rød knop. Flagstangen bør være så høj, at der er 1 meter fra underkanten af flaget ned til tagryggen. En flagstang bør aldrig være tom. Hvis man ikke flager, bør man hejse en vimpel Flagets højde bør altid være 1/5 af stangens højde Korrekt længde på vimpel er ½ delen af flagstangens længde Flaget hejses og nedhales i et roligt tempo. Flaget må aldrig røre jorden. Vil man holde helt på formerne, skal den der hejser flaget have blottet hoved, og de der er tilstede rejser sig og vender sig mod flaget. Flaget hejses kl. 8:00 og nedhales ved solnedgang, dog senest kl. 20:00 På dage hvor solen først står op efter kl. 8:00 hejses flaget ved solopgang Ved dødsfald hejses flaget på hel, hvor det bliver et øjeblik, før det sættes på halv, dvs. nedhales så langt at flagets underkant befinder sig ud for midten af flagstangen. Når flaget skal hales ned, hejses det først til tops og forbliver oppe et øjeblik, hvorefter nedhalingen finder sted. På begravelses/bisættelses dagen flages på halv, indtil begravelsen/bisættelsen har fundet sted, derefter hejses flaget på hel, hvor det forbliver til solnedgang. Når flaget lægges sammen, bør det hvide kors være skjult af den røde flagdug. Kasserede Dannebrog, må det aldrig smides væk eller genbruges. Flaget skal brændes.

Kun Dannebrog, må anvendes på byens flagstang.

 

Officielle flagdage

Dage, hvor der kan flages:

1. januar  – Nytårsdag Solopgang: kl. 08.35 Solnedgang: kl. 15.55

9. april – Besættelsen, Langfredag Årsdagen for tyskernes besættelse af Danmark i 1940. Hvis man ønsker at flage skal Dannebrog hejses kl. 8 og sættes på halv stang til kl. 12.02, derefter på hel stang indtil solnedgang. Solnedgang: kl. 20.05

11. april  – Påskedag Solnedgang kl. 20.10

16. april  – Dronning Margrethe Solnedgang: kl. 20.18

29. april  – Prinsesse Benedikte Solnedgang: kl. 20.43

5. maj – Danmarks befrielse Solnedgang: kl. 20.55

7. maj  – St.Bededag Solnedgang kl. 21.00

20. maj  – Kristi Himmelfarsdag Solnedgang kl. 21.20

26. maj – Kronprins Frederik Solnedgang: kl. 21.31

30. maj – Pinsedag Solnedgang: kl. 21.35

5. juni – Grundlovsdag Solnedgang: kl. 21.45

7. juni – Prins Joachim Solnedgang: kl. 21.45

11. juni – Prins Henrik Solnedgang: kl. 21.50

15. juni – Valdemarsdag & Genforeningsdag Solnedgang: kl. 21.50

30. juni – Prinsesse Alexandra Solnedgang: kl. 21.55

25. december – Juledag Solnedgang: kl. 15.50

Og naturligvis flages der på mærke- og festdage.

 

Veksø flagninger:

Fastelavns søndag

Børnenes dyrskue

OBS! Er flaget ikke hejst, sættes en Dannebrogsvimpel, der altid skal være oppe. En flagstang må ikke stå “tom”.